Dansk erhvervsliv skriger på kvalificeret arbejdskraft. Det gælder særligt de små og mellemstore virksomheder – og ikke mindst i bygge- og anlægsbranchen. Det fremgår af en analyse foretaget af SMVdanmark i 2. kvartal 2019.
Ifølge analysen er andelen af små og mellemstore virksomheder, der er begrænset af mangel på arbejdskraft, siden 2010 steget fra ca. 7 til 36 pct., hvilket ifølge SMVdanmarks cheføkonom Lars Magnus Christensen er foruroligende højt. Problemet er særligt udtalt blandt virksomheder i bygge- og anlægsbranchen, hvor 40 pct. er begrænset af arbejdskraftmanglen. Samtidig er antallet af forgæves rekrutteringer steget med 5 pct. fra fjerde kvartal 2018 til 1. kvartal 2019, hvor virksomhederne forgæves har forsøgt at rekruttere 70.340 gange.
Bekymrende udvikling for alle
”Vi ser en rigtig bekymrende udvikling, hvor virksomhederne siden 2010 har oplevet, at det er blevet sværere og sværere at rekruttere den arbejdskraft, de har brug for. Det betyder, at de i nogle tilfælde må sige nej til ordrer og dermed vækst,” konstaterer Lars Magnus Christensen.
Af analysen fremgår det, at det er virksomheder med under 10 ansatte, der har flest ledige stillinger. De har ca. 35 pct. flere ledige stillinger end virksomheder med 100 ansatte og op.
”Det er enormt frustrerende for virksomhederne ikke at kunne finde den rette arbejdskraft. Når virksomhederne har en forgæves rekrutteringsproces, går der tid og penge tabt på dyre stillingsannoncer og jobsamtaler. Får virksomheden alligevel ansat en medarbejder, så kan der være et problem med produktiviteten, hvis man har været nødt til at gå på kompromis med kompetencerne og har ansat en medarbejder, der ikke har de helt rigtige kompetencer,” siger Lars Magnus Christensen.
Fokus på output på uddannelserne
SMVdanmark efterlyser en ny indsats fra den nye regering for at sikre mere og kvalificeret arbejdskraft. Uddannelselspolitisk chefkonsulent Heike Hoffmann understreger, at det ikke er nok at fokusere på flere elever på erhvervsuddannelserne.
”Vi skal have den nye regering til at have et større fokus på at få flere unge ind på erhvervsuddannelserne, men vi skal i lige så høj grad sikre, at de også kommer igennem uddannelserne og får svendebrev; noget andet er, at vi også er nødt til at få aktiveret og opkvalificeret flere af dem, der i dag ikke har beskæftigelse,” siger hun og peger på et uudnyttet potentiale i aldersgruppen 16- til 59-årige.
”Selvom der i dag er flere i beskæftigelse end nogensinde, så er selve beskæftigelsesfrekvensen mindre i dag. Befolkningstallet er steget betragteligt og særligt i gruppen 16-59 år er der stadig arbejdskraft at hente. Der må regeringen fokusere på efteruddannelse og opkvalificering af gruppen. Dertil kommer naturligvis muligheden for at rekruttere udenfor landets grænser,” siger Heike Hoffmann.
Download SMVdanmarks arbejdskraftanalyse fra 2. kvartal 2019.
Kontakt
Cheføkonom Lars Magnus Christensen: christensen@SMVdanmark.dk | T: +45 32 63 03 07
Chefkonsulent Heike Hoffmann: hoffmann@SMVdanmark.dk| T: +45 25 39 03 19
Kommunikationschef Jon Arskog: arskog@SMVdanmark.dk | T: +45 61 96 39 99