Vigtigt med hurtig udbetaling af kompensation, men lønudgifter er stadig et problem

Godt at der kommer delvis udbetaling, A-skatte-lån og sæsonstøtte til juleerhverv, mener Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark. Det er dog et stort problem, at tvangslukkede virksomheder fortsat har store lønudgifter, påpeger han.

En ny aftale mellem regeringen og et flertal af folketinget forlænger eksisterende kompensationspakker og tilføjer enkelte nye tiltag. Som en del af de nye tiltag åbnes der op for, at kompensation kan udbetales delvist, så virksomhederne ikke skal vente unødigt på store kompensationsbeløb. Aftalen møder ros fra SMVdanmark, der mener at aftalen lukker huller i den eksisterende dækning: 

“Jeg vil gerne kvittere for, at der er kommet en kompensationspakke, der lukker nogle huller i den nuværende dækning. Særligt godt er det, at aftalen åbner op for hurtig udbetaling af dele af kompensationen. Det er uholdbart, at virksomhederne skal lide under den lange sagsbehandlingstid, og derfor er det passende, at de nu kan få adgang til en delvis udbetaling langt tidligere,” siger Jakob Brandt, adm. direktør for SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder. 

Han fremhæver desuden, at et højere kompensationsloft for faste omkostninger light kan hjælpe mange mindre virksomheder, og at det er vigtigt, at kompensation kan opdeles mellem forskellige enheder, hvor virksomheder, der har flere afdelinger under samme CVR-nummer. Samtidig er en ny kompensation for særligt sæsonbetonede erhverv godt nyt. For virksomheder, der primært lever af julesæsonen, er sæsonkompensationen dog en begrænset hjælp, mener han: 

“Det er godt, at der er kommet en særlig kompensation til juleerhverv. Men der er virksomheder, hvor julen er absolut højsæson, og hvor store dele af deres årsindkomst kommer fra eksempelvis julefrokost. De tjener stort ikke nogen penge i år, og lever din virksomhed primært af julesæsonen rækker 37.000 kr. Ikke langt. Man burde derfor have sat et markant højere loft for de virksomheder,” udtaler Jakob Brandt.  

Han peger på særligt én stor udgiftspost, som aftalen mangler at berøre. Virksomheder med ansatte på lønkompensation skal stadig betale mindst 10-25 pct. af lønnen. Det holder ikke, mener han: 
 
“Når regeringen tvinger virksomheder til at lukke, har de stadigt omfattende lønudgifter med ansatte på lønkompensation. Det er hverken klogt eller fair. Derfor foreslår vi, at tvangslukkede virksomheder skal have mulighed for at sende deres ansatte på dagpenge. Det skal gælde alle uanset om de er medlem af en a-kasse eller ej, og Folketinget kan i den forbindelse evt. forhøje dagpengesatsen for den gruppe,” udtaler Jakob Brandt. 

David Elmer

Kommunikationschef

mobil 53855370 Læs mere om David Elmer

Jakob Brandt

Adm. direktør

mobil +45 24 25 27 27 tlf +45 32 63 03 04 Læs mere om Jakob Brandt