Hvor meget kan du udbetale i løn til dine ansatte, hvis du også skal sørge for, at dine omkostninger bliver dækket? Det spørgsmål bliver stillet til eleverne på folkeskolerne i Hvidovre, når anlægsgartner Uno Apold fra Grøn Entreprise og hans lærlinge er ude at undervise i matematik.
Uno Apold er ikke i tvivl. Skal vi have flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, så skal de kende erhvervsuddannelserne og se skolefag blive brugt i praksis.
Forståelse for virksomhedsdrift
Anlægsgartner Uno Apold fra Hvidovre er partner i virksomheden Grøn Entreprise, der udover gartnervirksomhed også har en kloakafdeling. Han har valgt at bruge en del af sin tid på at undervise kommunens syvende klasser i matematik, hvor han lærer eleverne at lave tilbudsberegning. Han har udviklet sit eget digitale tilbudssystem på www.ebud.dk, som alle kommunens elever er velkommen til at bruge i undervisningen.
Målet for Uno er, at eleverne får en forståelse for økonomi og virksomhedsdrift. Uno mener, det er vigtigt, at eleverne lærer begreberne avance, kostpris og løn at kende.
”Når eleverne kommer ud i min virksomhed, så skal de blandt andet opfinde deres egen virksomhed og tænke over, hvad løn koster, hvor meget de kan tage i avance og diskutere salgspriser. Der er nemlig noget, der hedder den frie konkurrenceevne, så de er også nødt til at være realistiske i deres salgspriser. Men medarbejderne skal også have løn, og hvor høj skal den være, hvis det hele skal løbe rundt. Det giver nogle superspændende diskussioner i klassen,” siger anlægsgartner Uno Apold.