Coronapas skræmmer kunder væk fra frisørerne

Tæt på hver anden frisør oplever at deres kunder dagligt eller ugentligt melder afbud på grund af de udfordringer som coronapasset medfører.

Dato: 01. juni 2021

Mange frisørerne har fået gang i forretningen efter genåbning d. 6. april, men kravet om fremvisning af coronapas giver væsentlige udfordringer. Det viser en undersøgelse blandt 661 medlemmer i frisør- og kosmetikerfaget. Besvarelserne er indsamlet i perioden fra d. 11. maj 2021 til den 25. maj 2021. Spørgeskemaet er udsendt til i alt 1838 medlemmer.

Analysens hovedpointer: 

  • 40 pct. af frisørerne oplever, at kunder dagligt eller ugentligt melder afbud eller afstår fra at bestille tid på grund af udfordringerne relateret til coronapasset

  • 30,1 pct. vurderer, at deres omsætning siden genåbningen d. 6. april har været dårligere sammenlignet med den forrige genåbningsperiode sidste forår.
  • 41 pct. vurderer enten i høj grad eller meget høj grad, at coronapasset har en negativ betydning for deres omsætning. 

Knap hver anden frisør mister kunder på daglig eller ugentlig basis på grund af coronapasset

Tvangslukningen af frisørerne, har haft stor påvirkning på virksomhedernes økonomiske situation, og deres risiko for konkurs har været stigende under lukningen. Det viser en analyse foretaget af SMVdanmark i marts 2021. Men også efter genåbningen d. 6. april er frisørerne negativt påvirket af restriktionerne.

Krav om at frisørernes kunder skal fremvise et coronapas kan bl.a. være en udfordring for dem, der har dårlig adgang til coronatest, enten pga. lang ventetid eller lang transporttid til nærmeste testcenter. En analyse fra SMVdanmark i maj 2021 viser f.eks., at indbyggere i mindst 55 af landets landsbyer har over 30 minutter i offentlig transport til nærmeste testcenter.

Et gyldigt coronapas kræver, at kunderne har en ny negativ coronatest, blevet vaccineret eller har været nyligt smittet og derfor har immunitet. 

Omkring 40 pct. af frisørerne har oplevet, at kunder dagligt eller ugentligt melder afbud eller afstår fra at bestille tid på grund af udfordringerne relateret til coronapasset. Kun 11pct. af frisørerne har angivet, at de aldrig har oplevet, at coronapasset får kunder til at blive væk.

Mens tvangslukningen af frisørerne i foråret 2020 kun strakte sig over en måned, mens nedlukningen siden julen 2020 strakte sig over 3 måneder, har 30,1 pct., af frisørerne oplevet mindre omsætning nu end ved sidste genåbning. På trods af, at man kunne forvente en større omsætning som følge af en længere nedlukning, er det kun tilfældet for 20,1 pct. af frisørerne. 

Knap halvdelen, 41 pct., af frisørerne vurderer selv, at coronapasset i meget høj eller høj grad har haft en negativ betydning for deres omsætning, mens andre frisører vurderer, at de kun i mindre omfang er blevet negativt påvirket af kravet.

Frisørerne vurderer, at der er særligt to væsentlige udfordringer for kunderne, når det gælder krav om coronapas. 25 pct. mener, at ventetiden før man får svar på coronatesten er en af de væsentlige udfordringer, og 22 pct. mener, at den største udfordring er ventetiderne, der opstår på de nærmeste teststeder, når man gerne vil testes.

11 pct. har tilføjet andet til listen, og ud af dem, nævner en stor del, at det er en udfordring, at der først går 14 dage efter sidste vaccinestik før det tæller på coronapasset.

Konklusion og politikforslag 

Tvangslukningen af frisørerne har haft stor påvirkning på virksomhederne, og deres risiko for konkurs har været stigende under lukningen. Efter genåbning har kravet om at fremvise et coronapas afholdt flere kunder fra at besøge frisører, skønhed og hudpleje samt andre virksomheder og frafaldet er gået ud over virksomhedernes omsætning.

SMVdanmark foreslår på den baggrund, at kravene til fremvisning af coronapas lempes, så kravene kun gælder ved større arrangementer og i områder med særlig stor smitterisiko som følge af lokale udbrud. 

Mia Amalie Holstein

Cheføkonom & politisk chef

mobil +45 53 55 71 77 Læs mere om Mia Amalie Holstein

Maximilian Hueg

Juniorkonsulent

mobil 60 22 42 82 Læs mere om Maximilian Hueg