Jesper Beinov, direktør i SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder, er meget tilfreds med dagens uddannelsesaftale, hvor hovedelementet er, at 30 pct. af de studerende på kandidatuddannelserne fremover skal gå på enten en erhvervskandidatuddannelse eller en af de nye og kortere kandidatuddannelser. Samtidig skal der optages 8 pct. færre på bacheloruddannelserne fra 2025.
”Jeg vil godt rose regeringen og folketinget for at have været modige. Guderne skal vide, at det ikke er let at udfordre det bestående på det her område, selvom der kan være gode grunde til det. Og det her er potentielt den største reform af det danske uddannelsessystem i rigtig mange år, som omfatter hundredvis af uddannelser,” siger Jesper Beinov.
Netop aftalens erhvervsrettede fokus skaber glæde i SMVdanmark.
”Den bedste læring foregår på en arbejdsplads blandt kollegaer. Derfor er det glædeligt, at den nye reform i høj grad bygger en bedre bro mellem uddannelserne og erhvervslivet. Især de små og mellemstore virksomheder har ofte bedre gavn af medarbejdere med en lidt kortere teoretisk baggrund, der til gengæld er praktisk orienteret. Vi har brug for mennesker, der kan bidrage til den praktiske udførsel af fx energieffektiviseringen og den grønne omstilling i stedet for at være studerende i et system, der er rettet mod det fåtal, der vil være forskere. Til gengæld lægger aftalen op til, at man i højere grad dygtiggør sig løbende via efteruddannelse hele livet, og det har vi brug for,” siger han.
Han glæder sig også over styrkelsen af retningen som erhvervskandidat, hvor uddannelsen kan tages på deltid parallelt med et job. Desuden har aftalen den ambition, at op mod halvdelen af erhvervskandidaterne skal besættes af udenlandske studerende.
“Efterspørgslen efter medarbejdere ude på virksomhederne er enorm, og flere i job under uddannelse vil give os flere tusinde årsværk på arbejdsmarkedet og millioner af ekstra timer til gavn for samfundet. Hvis vi desuden kan tiltrække flere dygtige, udenlandske studerende, der kan afhjælpe vores mangel på arbejdskraft, vil det være meget positivt,” siger han.
Stort og tiltrængt rygstød til erhvervsskolerne
Aftalen rummer også en årlig vitaminindsprøjtning til erhvervsuddannelserne på 300 mio. kr. fra 2025, stigende til 400 mio. kr. i 2030, hvilket Jesper Beinov er begejstret for. SMVdanmark har især presset på for, at pengene til erhvervsuddannelserne falder nu og ikke om mange år.
”Det er et yderst tiltrængt rygstød og fantastisk positivt, at politikerne nu hiver tegnebogen frem. Vi havde dog gerne set endnu flere penge, fordi erhvervsuddannelserne desværre er blevet systematisk udsultede gennem årene. Derfor er det stadig vigtigt, at regeringen afsætter flere midler i forbindelse med finansloven for næste år,” siger han.
Jesper Beinov melder sig klar til at deltage i det videre arbejde med at skræddersy de nye overbygninger, så de er optimalt tilpasset virksomhedernes behov.
”Hver 10. ansat i de små og mellemstore virksomheder er akademikere, så vi forventer at komme med i det referencepanel, der skal stå for arbejdet. Vi skal have et ordentligt og gennemtænkt tilløb, når man ændrer på så mange forskellige uddannelser,” siger han.