Statsminister Mette Frederiksen har denne uge fået medierne til at finde de politiske breaking bjælker frem fra sommerferie-gemmerne. Ifølge statsministeren skal det være slut med, at folkepensionsalderen automatisk stiger, i takt med at danskerne lever længere. Socialdemokratiet vil til næste år stemme for en forhøjelse af folkepensionsalderen til 70 år, men derefter skal der skal findes en ny model, lyder det fra Mette Frederiksen. Socialdemokratiet vil således bryde med Velfærdsforliget fra 2006.
Det kan på overfladen måske virke som en mindre justering. I manges ører vil det nok også lyde sympatisk og rimeligt. Men det er vigtigt at gøre sig klart, at vi taler om et forslag, der virkelig er inde og gnave i grundstammen på vores sunde danske økonomi. Det her kan koste os alle dyrt – meget dyrt.
Lad mig anskueliggøre det med nogle tal:
Tager vi den yderste konsekvens af Mette Frederiksens forslag og fastfryser folkepensionsalderen på 70 år fra 2040, så regnede vi i SMVdanmark for to år siden på netop det og fandt, at det ville koste 45 mia. kr. Tallet er kun blevet større siden. Samtidig vil det svække beskæftigelsen med 79.000 personer i 2060 og over 200.000 personer i 2100.
Det er penge, vi vil skulle finde andre steder, og uoverskueligt mange mennesker, som danske virksomheder vil skulle klare sig uden. Selv hvis man går mindre håndhændet til værks, så taler vi om et forslag, der vil slå enorme huller i dansk økonomi, og som vil være umuligt at gennemføre uden samtidig at hæve skatten betragteligt og/eller lave voldsomme reduktioner i de offentlige udgifter.
Læg dertil, at vi som samfund i forvejen står overfor store demografiske udfordringer med, at vi bliver markant færre voksne til at forsørge markant flere ældre. Med den seneste befolkningsfremskrivning er forventningen, at vi går fra at være 3,8 voksne (25-69-årige) pr. 70+ årig i 2024 til 2,4 voksne pr. 70+ årig i 2070. Det kunne vi afhjælpe med en stigende pensionsalder. Stiger pensionsalderen ikke, skal der findes andre løsninger.
Politik handler om prioriteringer. Så selvfølgelig kan man undlade at hæve pensionsalderen, hvis man vil. Man skylder dog i mine øjne så også at gøre det klart, hvordan man vil lukke hullerne i kassen og løse de problemer, det skaber.
Jeg har noteret mig, at Venstre har forslået, at man sætter en kommission til at undersøge sagen sammen med andre spørgsmål om danskernes arbejdsliv. Det, synes jeg, er en fornuftig vej frem. Der er næppe nogen, der forestiller sig, at pensionsalderen skal stige fra nu og af og i al evighed. Trods alt. Der er heller ingen tvivl om, at danskeres holdning til det gode arbejdsliv ændrer sig i disse år. Flere ønsker sig mere fleksibilitet. Færre kan se sig selv i en hverdag, hvor man stempler ind og ud 37 timer hver eneste uge hele livet.
Det kan være sundt at tage diskussionen om det gode arbejdsliv og den rigtige pensionsalder nu og i fremtiden. Men det skal ske på et grundigt oplyst grundlag og med et blik for, at man ikke bare kan slå store huller i kassen uden at anvise løsninger.
