Jul og nytår står for døren. Det er derfor også det rigtige tidspunkt at gøre status over 2025 – og se frem på det, der venter i 2026.
Der er bestemt god grund til at være stolt af det, vi sammen har opnået. I 2025 lykkedes det os sammen at sikre mærkbare politiske resultater for små og mellemstore virksomheder over hele landet. Vi har i SMVdanmark bl.a. været med til at sikre:
- 500 mio. kr. til erhvervsskolerne – til bedre udstyr, flere lærere og studieture
- Ny praktisk ungdomsuddannelse (EPX) som alternativ til gymnasiet
- Politisk aftale om flere og bedre fritidsjob til unge
- Mere iværksætteri ind i folkeskolen og ungdomsuddannelserne
- Fredning af centrale professionsuddannelser (fx bygningskonstruktør og diplomingeniør)
- Regeringen forpligtet til at opgøre de samlede erhvervsbyrder i finansloven for 2026
- Reform af beskæftigelsessystemet: farvel til jobcentrene og mindre offentlig detailstyring
- Fokus på skrankepaveri og opgør med dårlig sagsbehandlerkultur
- Fokus sløseri med skattekroner i ATP og AFU
- Bedre adgang til kapital gennem lavere beskatning og permanentgørelse af vækstkautionsordningen
- Genindført straksafskrivning af software – især til gavn for mindre udviklere
- Bevarede regler for halvårs- og kvartalsmoms, der styrker likviditeten i små virksomheder
- Markante afgiftslettelser – bl.a. på el, chokolade og kaffe
- EU-indgreb mod lange betalingsfrister vedtaget i Europa-Parlamentet og på vej gennem EU-systemet
- Forenklede ESG-krav – færre rapporteringsbyrder og færre omfattede virksomheder
- Reform af lukkeloven der gør muligt at holde åbent på lukkedage i flere mindre byer
Listen er lang, men vi er naturligvis ikke færdige endnu!
I 2026 skal der afholdes folketingsvalg. Her skal vi have gjort SMV’erne til en del valgkampen. Partierne er allerede i gang med at lægge linjer, og vi er i fuld gang med at minde dem om, hvad der er vigtigst: Rammevilkår, der gør det lettere at drive virksomhed.
Vi vil banke på dørene med vores dagsordener: Færre byrder, fair betalingsfrister, adgang til arbejdskraft og en EU-lovgivning, der tager hensyn til små virksomheder. Vi vil sikre, at flere politikere taler SMV’ernes sag. For valget skal ikke kun handle om velfærd, integration, forsvar og andre gamle travere. Det må og skal også handle om dem, der betaler regningen for det hele.
Bureaukrati, bøvl og byrder kommer fortsat til at være en topprioritet. Jeg er virkelig stolt af, at vi har været med til at sikre, at det er en dagsorden, der fylder mere end nogensinde. Men jeg er også helt bevidst om, at det ikke flytter noget i sig selv. Al den megen snak skal omsættes til endnu mere handling.
Vi kræver et bindende mål om 25 procent færre erhvervsbyrder. Ikke symbolpolitik og skåltaler, men reelt og målbart færre regler. Mindre bøvl. Og en ny sagsbehandlerkultur, hvor virksomheder mødes med respekt og løsninger – ikke mistillid og en bødeblok.
Vi kender de nedslående tal: SMV’erne bruger over 49 mio. timer hvert år på bureaukrati. Det er 30.000 fuldtidsstillinger. Tid og penge, der burde bruges på vækst, lærlinge, produktudvikling og grønne løsninger.
Vi er stærke, fordi vi står sammen. SMVdanmark er 18.000 medlemmer, der ikke vil finde sig i at blive glemt. Og som viser, at fællesskab kan flytte politik. Tak for det. Tak for opbakningen i året der gik. Og tak fordi du er en del af kampen. Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet for dig og din virksomhed i 2026.
Glædelig jul og godt nytår – når I dertil!
Med venlig hilsen
Jakob Brandt
Adm. direktør, SMVdanmark


