Jakob Brandts leder 20. juni 2024

  • Alle typer
  • {{filter.name}} ({{filter.count}})

Der blev ikke fundet nogle resultater

Vi ved, at problemet er størst, når mindre virksomheder skal have betaling fra større virksomheder. De store bruger deres størrelse til at tryne de små. Det tjener de godt på, mens det til gengæld koster dyrt for mindre virksomheder og presser dem på deres likviditet. For mange helt ud til kanten af konkurs.

Jakob Brandt

Adm. direktør i SMVdanmark

Danmark har vundet EM… i dårlig betalingskultur

I aften spiller herrelandsholdet i fodbold sin anden kamp ved EM i Tyskland. Denne gang mod England. Ovenpå en lidt skuffende start, med et uafgjort resultat mod Slovenien, kan jeg godt have lidt svært ved at finde den store optimisme frem.

På et ganske andet område kan Danmark dog allerede kalde sig europamester. Det er til gengæld et mesterskab og en guldmedalje, jeg godt kunne have undværet. Den internationale kreditstyringsvirksomhed Intrum udgiver hvert år en rapport om betalingsadfærd i Europa, og den seneste version er lige kommet. Den viser, at Danmark indtager en europæisk førsteplads i gennemsnitlig betalingstid mellem virksomheder, med ikke mindre end 66 dage.

Danmark er altså simpelthen Europamester i dårlig betalingskultur! Og de 66 dage er tilmed en stigning fra 61 dage i gennemsnitlig betalingstid mellem danske virksomheder i 2023.

Vi ved, at problemet er størst, når mindre virksomheder skal have betaling fra større virksomheder. De store bruger deres størrelse til at tryne de små. Det tjener de godt på, mens det til gengæld koster dyrt for mindre virksomheder og presser dem på deres likviditet. For mange helt ud til kanten af konkurs.

Berlingske skrev forleden om netop denne problemstilling på baggrund af Intrums nye tal. Her fortalte adm. direktør i belysningsvirksomheden Bright Group H.C. Christensen om, hvordan sene betalinger har været ved at tage livet af hans virksomhed. Og om hvordan han selv har måtte agere inkassoagent for at hente penge ind. Uværdigt, kalder han det. Jeg kunne ikke være mere enig.

Og svaret fra andre erhvervsorganisationer og vores politikere?

Dansk Industri og Dansk Erhverv ønsker ikke at kommentere historien. Ingen kommentarer lyder svaret simpelthen fra de to organisationer, der her helt åbenlyst varetager deres store medlemsvirksomheders interesse på bekostning af de små.

Erhvervsminister Morten Bødskov undlader også at forholde sig til problemet. På ham må man forstå, at der i Danmark ikke er generelle problemer med sene betalinger. Han siger i et skriftligt svar til Berlingske, at han kun oplever, at det er os i SMVdanmark, der ønsker at der skal gøres noget her.

Ja, det tror da pokker. For vi i SMVdanmark er jo den eneste organisation, der alene varetager de små og mellemstore virksomheders interesse. Alle de andre organisationer har jo de store virksomheder som medlemmer. Derfor mener DI og Dansk Erhverv sjovt nok ikke at det er et problem. De ønsker jo ikke at slagte den guldkalv, som lange betalingsfrister er for deres store medlemsvirksomheder.

Men jeg lover, at vi kæmper vi videre for at få problemet løst. Vi mener, at den mest oplagte løsning er et lovbestemt loft for betalingsfrister på max 30 dage.

Som jeg tidligere har skrevet om på denne plads, så tog vi et stik hjem i denne kamp, da Europa-Parlamentet i april stemte for et forslag om en fælleseuropæisk betalingsfrist på maksimalt 30 dage. Og det er nok her i det europæiske spor, at jeg lige nu ser de bedste muligheder. Det kommende ungarske EU-formandskab nævner i deres nyligt offentliggjorte spiseseddel for deres formandsperiode specifikt, at de agter at lande en løsning på dette område i indeværende år.

Selvom der stadig er et stykke vej endnu, så er jeg forsigtig optimist. Og hvor ville det dog være smukt, hvis vi kunne slippe for at afholde et EM i dårlig betalingskultur!

Få masser af kontante fordele som medlem af SMVdanmark:

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Vil du have gode råd om stresshåndtering? Og fik du set webinaret om virksomhedstestamenter eller de..

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Som medlem af SMVdanmark sparer du 50% på prisen på dit carnet!

Tilbud & rabatter

Tilbud & rabatter

Som medlem af SMVdanmark har du adgang til en lang række fordele og rabatter. Klik dig ind på fordel..

Menu

Undermenu

Danmark har vundet EM… i dårlig betalingskultur