Historierne dukker ofte op: Beretninger om mennesker, der dropper deres arbejde eller bevidst sænker tempoet og indsatsen på jobbet. De står af ”hamsterhjulet”, som metaforen lyder.
Når man sætter dét billede på sit arbejdsliv, fremstår det da ganske rigtigt også som en meget udmattende og ensom aktivitet, som bare skal overstås. Og er man stadig én af dem, der går på arbejde og gør en stor indsats hver dag, skal man nærmest være flov over, at man er så fantasiløs. Det er jo langt mere meningsfuldt og tilfredsstillende at dyrke grøntsager i baghaven og undervise i klaverspil nogle timer om ugen, må man forstå på alle de historier, som medierne meget gerne lægger spalteplads til.
Okay, jeg overdriver, og jeg har fuld respekt for folks frie valg, når det gælder, hvordan man vil leve sit liv. Men jeg har ikke en eneste gang mødt det meget relevante modspørgsmål: Hvad hvis du eller dine børn bliver syge, eller du på anden vis får brug for dét sikkerhedsnet, vi alle spænder ud via vores skattebetalinger?
For sandheden er, at vores velfærdssamfund kun kan fungere på det høje niveau, det har, hvis vi i stor stil bidrager og spytter i kassen. Det er dét, økonomer kalder free-riding, når folk ”står af ræset”, men alligevel forventer, at ambulancen med politieskorten, og operationsstuen med to læger og to sygeplejersker kun er et opkald væk, hvis en blindtarm sprænger.
Det er en bekymrende udvikling, hvis det bliver normen at se lidt ned på dem, der stræber og knokler. Rigdom er ganske rigtigt ikke nødvendigvis endnu større fladskærme og mere kaviar. Men et samfund, der hele tiden udvikler sig til det bedre, forsker i nye tiltag som fx hvordan vi udleder mindre CO2, belaster jordens ressourcer mindre, og lever længere og bedre gennem øget sundhed – det kræver altså, at alle bidrager. Hvis ikke vi gør det, er der i al fald en pris, der skal betales. Og spørgsmålet, til dem som står af hamsterhjulet, er derfor: Er I villige til at betale den pris på egen krop, ved at fraskrive jer de kollektive velfærdsordninger?
