Det er en af årets bedste nyheder. For i perioder bliver vi i SMVdanmark kontaktet nærmest dagligt af iværksættere, der hårdt og brutalt oplever, at deres drøm om egen virksomhed bliver kvalt i fødslen, fordi banken ikke vil give dem en erhvervskonto. Ofte uden begrundelse eller i nogle tilfælde med usaglige argumenter om, at det jo er en svær branche, de kaster sig ud i.
Nogle gange lykkes det faktisk ved vores mellemkomst at finde en bank, der godt ville tilbyde en erhvervskonto til den ulykkelige iværksætter. Men det er jo helt horribelt, at man skal bruge tid, kræfter og nattesøvn på noget så simpelt som en basal ervervskonto uden hverken kassekredit eller lån tilknyttet, hvor bankens risiko er yderst begrænset.
Så vi har peget på problemet talrige gange – over for politikere, embedsfolk, journalister og alle andre, der skulle kende til dette helt urimelige benspænd over for engagerede og hårdtarbejdende erhvervsfolk. Endda et benspænd fra en sektor, der skovler penge ind.
Nu vil regeringen pålægge alle landets banker at stille denne basale indlånskonto til rådighed for iværksættere. Og bankerne må ikke kræve en for høj betaling. Det ville jo ellers være en helt oplagt smutvej for bankene, hvis de bare kunne kræve en så høj betaling, at de nemt kunne skræmme kunden væk.
Det er vanvittigt glædeligt, at vi har fået opbakning fra politikerne til at sikre denne helt basale ret. Især fordi privatpersoner har haft samme ret i årevis. Dermed er der også gjort op med en helt absurd forskelsbehandling mellem lønmodtagere og virksomhedsejere.
Det viser også værdien af fællesskab. Den enkelte iværksætter kan intet gøre, men når vi står sammen i en organisation som SMVdanmark med 18.000 medlemmer, så lytter de på Christiansborg.
Tillykke til os alle sammen med denne sejr for Iværksætterdanmark.