Vi har desværre aldrig oplevet flere konkurser end nu. Og det er vel at mærke konkurser blandt virksomheder, der havde ansatte og var normalt kørende.
Men hvis kommunerne og politikerne vil være med til at værne om det lokale erhvervsliv, har de faktisk en del muligheder. Derfor har SMVdanmark kontaktet samtlige af landets kommuner, og leveret ni konkrete forslag til, hvad de kan gøre for at hjælpe virksomhederne gennem krisen. Sideløbende bearbejder vi også landspolitikerne for at ændre nogle problematiske love og ordninger.
Det er i første runde helt afgørende at sikre optimal likviditet og cashflow i virksomhederne. Det kan kommunerne være med til at sikre ved at betale fakturaer med det samme. Vi så en del kommuner indføre den nyttige praksis under coronakrisen. Desuden intensiverer vi vores indsats for at få indført en lovbestemt betalingsfrist på maksimalt 30 dage for private virksomheder. For desværre ser vi et markant, stigende pres fra de store virksomheder for at få lang tids kredit hos deres mindre underleverandører. I samme kategori presser vi på over for politikerne for at forlænge tilbagebetalingsfristen for de statslige coronalån. Alt det kan forbedre likviditeten ganske meget.
Kommunerne kan gøre en del mere. Fx opprioritere byggesagsbehandlingen, så byggeprojekter og især energirenoveringer kan komme i gang hurtigt. Eller de kan fjerne dækningsafgiften, hvis de har en sådan, eller dele offentlige udbud op, så de er rettet mod de mindre virksomheder. Vi går naturligvis i dybden med detaljerne, når vi taler med kommunerne.
Når de lokale virksomheder lukker, mister vi ikke bare gode arbejdspladser, lærepladser og kroner i kommunekassen. Vi mister også noget af den sammenhængskraft og den aktivitet, der er afgørende for et godt lokalsamfund, hvor folk bor, lever og arbejder.
Så kommunerne og politikerne har alle gode grunde til at komme i gang og være med til at afhjælpe krisen.