Aftalen om udfasning af kompensation lander alt for tidligt, mener SMVdanmark, der dog roser sommerpakken, som skal sætte gang i den indenlandske turisme.
Et politisk flertal har i nat aftalt en sommerpakke og en udfasning af kompensationspakkerne.
Jakob Brandt, adm. direktør I SMVdanmark ærgrer sig over, at de nuværende kompensationspakker udfases allerede fra juli og tre måneder frem, samt at man skal have et omsætningsfald på 45 pct. for at kunne søge.
“Politikerne har desværre aftalt en udfasning af kompensationen, der er ude af trit med virkeligheden og er timet forkert. Jeg er enig i, at vi langsomt nærmer os tiden til en udfasning, men alle de ramte brancher, der er stærkt afhængige af turister, festivaler og generelt af at folk mødes, de får ikke et normalt marked igen inden sommersæsonen er slut. Derfor har de stadig brug for adgang til de nuværende kompensationspakker,” siger han.
Han mener, at så længe restriktioner som krav om coronapas, afstand og arealkrav eksisterer, så har de ramte virksomheder krav på hjælp.
“Men selv når alle restriktionerne er forsvundet, vender markedet ikke bare tilbage over natten. Der vil være en lang periode med færre turister end normalt og færre forsamlinger. Restauranten, der kun er 2/3 fuld, fordi turisterne kun langsomt vender tilbage, og eventfolkene med en tynd ordrebog har også brug for hjælp, indtil markedet er tilbage, som vi kender det. Derfor er kravet om en omsætningsnedgang på 45 pct. meget hård,” siger han og fortsætter:
“Det ærgrer mig, at der i den indgåede aftale ikke er målrettede tiltag, der støtter sæsonvirksomhederne uagtet branche. Det var ellers noget, regeringens egen ekspertgruppe anbefalede. Jeg er derudover meget bekymret for, hvad det vil medføre, at selvstændige uden ansatte kun kan få adgang til kompensation for selvstændige hvis de får kompensation for faste omkostninger. Man risikerer at udelukke mange fra kompensation, der faktisk har faste omkostninger, men hvor de har fravalgt at søge ordningen. Det kan skabe en unødvendig bureaukratisk barriere, der kan ramme rigtigt mange,” siger han.
Jakob Brandt roser dog også grundtanken i aftalen om sommerpakke, nemlig at der skal gang i turisme- og rejseaktiviteten i Danmark via en pulje på 1,65 mia. kr.
“Oplevelseserhvervet har fået en ordentlig lammer siden marts sidste år, så det er positivt, at der nu pumpes millioner i at få danskerne ud i oplevelsesdanmark, blandt andet via billigere transport. Selve den konkrete udmøntning af dele af rammen mangler dog stadig, og den ser jeg frem til at se,” siger han.