SMV-repræsentant i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

Adm. direktør i BM Silo ApS, Dorte Zacho Martinsen, repræsenterer små og mellemstore virksomheder i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Den nye lov for erhvervsfremme er nu vedtaget, og der nedsættes en bestyrelse for den nationale erhvervsfremme. Bestyrelsen skal rådgive erhvervsministeren og styrke koordinationen mellem den kommunale og nationale erhvervspolitik. Den skal herudover igangsætte og finansiere projekter og erhvervsfremmeindsatser i hele Danmark.

 

Dorte Zacho Martinsen fra BM Silo er SMV’ernes talerør

Dorte Zacho Martinsen er udpeget som et af de seks medlemmer af bestyrelsen fra erhvervslivet og skal repræsentere små og mellemstore virksomheder (SMV’er).

"Jeg er meget stolt over at skulle være SMV’ernes talerør i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Det er netop SMV’erne, der har brug for vejledning til deres drift og udvikling, for vi har ikke altid de rette kompetencer i virksomheden. BM Silo har fået vigtig hjælp til vores udvikling, automatisering og eksport gennem offentlige programmer. Vi har brugt både væksthuset, flere teknologiske institutter og nationale programmer, så vi ved, hvor vigtigt det er, at systemet har tilbud, der opfylder SMV’ernes behov".

Det siger Dorte Zacho Martinsen, adm. direktør i BM Silo ApS, der producerer siloer og transportudstyr til det meste af verden. BM Silo ligger i Holstebro og har et stærkt fokus på kvalitet, optimeret udstyr og udvikling af medarbejdere. 

 

SMV’erne i fokus

Dorte Zacho Martinsen er indstillet til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse af SMVdanmark, som er den eneste danske hovederhvervsorganisation, som kun repræsenterer små og mellemstore virksomheder, SMV'er.

”SMV’erne udgør en meget stor andel af de danske virksomheder, og er det vækstlag, der skal skabe nye jobs, nye løsninger og flere praktikpladser i hele Danmark. De er derfor også den helt centrale målgruppe for de nye erhvervshuse. Succesen i det nye erhvervsfremmesystem afhænger også af, om det lykkes at sætte brugernes behov i centrum. Det kan kun lykkes, hvis de har en stærk repræsentant i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelsen. Dorte Zacho Martinsen vil med sine egne erfaringer for, hvad der skal til for at skabe vækst og udvikling i en SMV-virksomhed blive et stærkt kort for alle danske SMV’er i den nye Erhvervsfremmebestyrelse”, siger Ane Buch, adm. direktør i SMVdanmark.

Se mere om Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse på Erhvervsministeriets hjemmeside.

Download foto af Dorte Zacho Martinsen i printkvalitet.

 

Kontakt

Adm. direktør Ane Buch, telefon 40 53 11 53

Kommunikationschef Frederik Faurby, telefon 51 344 377

An error has occured. See log for information.