SMV'er mødes for at finde klimaløsninger

Mange små og mellemstore virksomheder vil gerne arbejde for et bedre klima, men hvordan kan SMV'erne bidrage til den grønne omstilling? Det spørgsmål stiller SMVdanmark på det første møde i SMV'ernes nye klimanetværk, der finder sted i dag i Håndværkets Hus i København.

99 pct. af dansk erhvervsliv er små og mellemstore virksomheder, SMV'er. De har altså en væsentlig rolle at spille, når erhvervslivet skal være med til at indfri Klimalovens ambitioner om en CO2-reduktion på 70 pct. i 2030. 

Af samme grund er SMV'ernes hovederhvervsorganisation, SMVdanmark, også med i tre af regeringens 13 klimapartnerskaber, nemlig partnerskaberne for 'byggeri og anlæg', 'handel' og 'it, service og rådgivning'.

Ifølge vicedirektør Jakob Brandt er det i den sammenhæng SMVdanmarks opgave, at bringe gode ideer til torvs, men i høj grad også at sikre, at de tiltag, der måtte komme, tager højde for SMV'ernes hverdag og vilkår og dermed sikre, at den grønne omstilling reelt kan blive til noget i SMV'erne. 

Nyt klimanetværk skal komme med SMV-input

Netop af den grund påpeger Jakob Brandt nødvendigheden af at involvere alle gode kræfter i at tale grøn omstilling fra SMV'ernes perspektiv:

"Vi har opdaget, at der også på det her område sidder mange gode kræfter rundt omkring i det danske SMV-land og selvom de er travle i deres hverdag, så er det folk, der gerne vil bidrage med løsninger. Og dem, der bedst ved, hvilke barrierer og muligheder, der er for at skabe grøn omstilling i deres hverdag, er og bliver SMV'erne selv. Derfor har vi inviteret dem ind i vores nye klimanetværk, der fremadrettet skal komme med SMV-rettede grønne idéer til vores arbejde i regeringens klimapartnerskaber - og i det politiske arbejde på klimaområdet i det hele taget," fortæller Jakob Brandt. 

Kick-off møde i dag

Klimanetværket indleder sit arbejde med et Kick-off møde i dag den 22. januar fra kl. 14 til 17.30 i Håndværkets Hus på Islands Brygge 26.

På mødet er der oplæg fra Klimarådet, Gate 21 og Malmos Landskaber, og der vil blive arbejdet i workshops. 

For yderligere information

Vicedirektør i SMVdanmark, Jakob Brandt: brandt@SMVdanmark | T: +45 24 25 27 27
Kommunikationschef i SMVdanmark, Jon Arskog: arskog@smvdanmark.dk | T: +45 61 96 39 99

Du finder SMVdanmarks klimaundersøgelse her