Regeringen lancerede i sidste uge et nyt udspil, som skal styrke og frisætte de danske landdistrikter. Der er flere rigtigt positive elementer i udspillet, som vi i SMVdanmark glæder os over. De små og mellemstore virksomheder udgør mere end ni ud af ti af alle danske virksomheder. De spiller en afgørende rolle, især i landdistrikterne, hvor de fungerer som limen, der holder lokalsamfundene sammen. Derfor giver stærkere SMV’er også stærkere landdistrikter.
Særligt er vi begejstrede for forslaget om, at 17-årige med kørekort skal kunne køre bil uden ledsager. Den sag har SMVdanmark talt for i mange år, da det kan være en del af løsningen på en af landdistrikternes mobilitetsudfordringer. Her har mange erhvervsskoleelever desværre uoverskueligt langt til deres uddannelsessted. En analyse, som vi har foretaget, viser, at hver fjerde ung mellem 15 og 17 år har mere end 1,5 times daglig rejsetid til nærmeste erhvervsuddannelse. Lidt over halvdelen af de unge har over 30 minutter hver vej til en erhvervsskole. Det samme er kun tilfældet for en tredjedel af de unge, hvis de vælger gymnasiet.
Transporttiden og rejseomkostninger medvirker til, at mange elever falder fra deres erhvervsuddannelse – eller at de slet ikke vælger en erhvervsuddannelse. Det løser vi ikke alene med forslaget om at give flere unge mulighed for at køre bil selv, men det er ubetinget et skridt i den rigtige retning. Samtidig styrker vi den generelle mobilitet i landområderne og vil gøre hverdagen lettere i mange hjem, hvor flere unge vil kunne transportere sig selv.
Vi ser også positivt på, at regeringen vil løfte turismen. Det vil kunne løfte udviklingen i landdistrikterne. Vi ser her gerne, at der etableres en pulje til oplevelsespakker, som lokale fødevareproducenter, destillerier og kulturfolk kan gå sammen om. Denne pulje bør støtte udviklingen af turisttilbud, der kan tiltrække flere besøgende til de mindre befolkede områder.
I lyset af hvor stor en rolle de mindre virksomheder har i lokalsamfundene rundt om, så vil jeg dog heller ikke lægge skjul på, at jeg savner flere tiltag fra regeringen, som kan løfte de lokale erhvervsdrivende rundt omkring i landet. Det, håber jeg, kan ske i de politiske forhandlinger, som nu kommer. Jeg vil derfor her give fem bud på, hvordan man fra Christiansborgs side kan hjælpe SMV’erne, så de i endnu højere grad kan bidrage til vækst og udvikling i vores landdistrikter:
For det første bør vi sikre, at kommunerne betaler deres regningerne hurtigere. Det betyder meget, hvor længe en virksomhed skal vente på betaling for varer eller ydelser. Lange betalingsfrister kan hæmme væksten eller i værste fald tvinge mindre virksomheder til at lukke. Derfor bør kommunerne betale deres regninger hurtigst muligt, og gerne med det samme. Selv små justeringer i betalingsprocedurerne kan gøre en stor forskel for de mindre virksomheder rundt om i landet.
For det andet bør vi sikre mere SMV-venlige udbud og indkøb i kommunerne, som er Danmarks største indkøbere. I dag udbyder mange kommuner desværre deres opgaver, så små og mellemstore lokale virksomheder effektivt udelukkes fra budrunderne. Det skader konkurrencen om de skatteyderbetalte opgaver og er i strid med kommunernes øvrige erhvervspolitik. Samtidig betyder det, at det ofte er de større virksomheder uden lokal tilknytning, som vinder opgaverne. Det skal vi have lavet om på.
Det kan ske ved at forpligte kommunerne til at prioritere at udbyde deres anlægs- og renoverings opgaver i mindre fagentrepriser, så små og mellemstore virksomheder i højere grad får mulighed for at byde ind på lokale opgaver.
For det tredje bør vi fjerne dækningsafgiften, de steder den findes. Den afgift er en unødvendig byrde for virksomhederne. De penge, kommunerne opkræver, kunne i stedet bruges på at udvikle virksomheden. Afskaffelse af dækningsafgiften vil derfor være en enkel og direkte vej til at styrke vilkårene for de lokale SMV’er og gøre kommunerne mere attraktive for virksomheder.
For det fjerde bør vi forbedre parkeringsforholdene, da parkering tit er en stor udfordring for mange erhvervsdrivende, der er afhængige af erhvervsbiler. Det er tit svært at finde parkeringspladser tæt på de opgaver, der skal udføres. Lad kommunerne omlægge flere parkeringspladser til erhvervsparkering og tillad erhvervskøretøjer at parkere inden for 10 meter af et hjørne i dagtimerne, hvor det er trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Endelig bør vi udvide det forhøjede befordringsfradrag, som i dag gælder for personer i yder-kommuner. For SMV’erne er det nemlig ikke kun vigtigt, at man som bosat i yderkommuner kan få et forhøjet befordringsfradrag. Det er mindst lige så vigtigt, at man som mindre virksomhed i en yderkommune kan tiltrække arbejdskraft ude fra – for eksempel fra de større byer. Så personer, der arbejder i en yderkommune uden at bo der, bør omfattes af det forhøjede befordringsfradrag.
Kan disse forslag blive til virkelighed, så styrker vi SMV’erne lokalt og sikrer stærkere landdistrikter over i hele landet.