Erhvervsstyrelsen har besluttet at give op til 60 dages udsættelse af fristen for, hvornår virksomhederne skal indsende den endelige dokumentation for den kompensation, de har modtaget under coronakrisen. Fristen var ellers d. 30. september.
Det vækker stor glæde hos SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder, hvoraf mange har været påvirket af restriktioner.
”Vi er meget glade for beslutningen, for vi har fået mange henvendelser fra især revisorer og bogholdere, der bogstaveligt talt var ved at gå ned med stress. De kunne se, at selv om de har knoklet i døgndrift de seneste uger, så ville de ikke kunne nå fristen d. 30. september,” siger Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark.
Virksomheder, der ikke overholdt fristen, skulle tilbagebetale hele den kompensation, de ellers havde modtaget.
”Vores vurdering er, at mange tusind virksomheder ville overskride fristen, og konsekvenserne for den enkelte virksomhed kunne være katastrofal med et krav om tilbagebetaling af flere hundredetusinde kroner. Det har vi gjort erhvervsministeren opmærksom på, og han skal have stor tak for at skride til handling,” siger Jakob Brandt.
Pengene fra de forskellige kompensationsordninger blev oprindeligt udbetalt på baggrund af forventninger, og slutafregningen er derfor den endelige opgørelse, der skal sætte to streger under kompensationsbeløbet.
”Det er i mange tilfælde komplicerede sager, der kræver indhentning af en masse dokumentation, og desuden har Erhvervsstyrelsens IT-system de seneste uger været plaget af nedbrud og lange svartider, hvilket har gjort det til en ekstra frustrerende proces for virksomheder, revisorer og rådgivere. De får nu en tiltrængt ekstra periode at slutafregne i,” siger Jakob Brandt.
Læs mere hos Erhvervsstyrelsen her.