Hvad kan du gøre som virksomhed for at få flere unge til at få øjnene op for erhvervsuddannelserne og se det spændende i matematik?
Her kan du læse, hvad industrivirksomheden Blunico har valgt at gøre.
Eleverne får lov til at sidde med en svejser
Industrivirksomheden Blunico ligger i Horsens og udfører metalarbejde, men de er også med i flere udviklingsprojekter. Blunicos direktør og ejer Bo Ulsøe samt et par af hans medarbejdere er uddannet produktionsteknologer, resten af medarbejderstaben har andre fagligheder, men fælles for dem alle er, at de bruger matematik i deres arbejde.
”Vi bruger matematik, når vi skal beregne materialeindkøb og finde frem til mindst muligt spild, men også når vi skal skære en form ud af en metalplade. Det er derfor vigtigt, at vores medarbejdere kan geometri og ved, hvordan man regner en stigning og hældning ud på eksempelvis en kegle,” siger Bo Ulsøe.
For Bo Ulsøe er det vigtigt at øge de unges interesse for erhvervsuddannelserne, da det også er hans fremtidige arbejdskraft. Blunico har derfor valgt, at vise sin virksomhed frem for 3-5 sjetteklasser om året.
”Når vi får besøg af eleverne, så inddeler vi dem typisk i mindre hold og sender dem rundt i virksomheden. De får lov til at sidde sammen med en svejser, og de finder ud af, hvad en industriteknikker og smed arbejder med. Fælles for alle tre grupper er, at de også bruger matematik. Ved at eleverne kan se matematik bliver brugt i en virksomhed, finder eleverne ud af, at man skal have en forståelse for matematik, før man kan lave det på maskinerne,” siger Bo Ulsøe.