Fælleskronik af Troels Lund Poulsen, Forsvarsminister (V), Hans Andersen, Finansordfører (V), Jakob Brandt, Adm.direktør SMVdanmark.
Vi har et problem med bureaukrati i Danmark. Og selvom der næppe kommer en god løsning i morgen, er der gode initiativer i gang for at befri dansk erhvervsliv – heriblandt de små og mellemstore virksomheder – for unødvendigt bureaukrati og bøvl.
For på det her felt er Venstre og SMVdanmark på mange stræk enige. Vi er enige om, at bureaukratiet er blevet for omfattende. Vi har brug for et konkret reduktionsmål på 25 pct. for byrder på erhvervslivet. Og vi har brug for, at målet gøres bindende, så skiftende regeringer er forpligtet til at levere på det.
Så når vi i dag (23. oktober) mødes til SMVdanmarks årlige Christiansborg-møde med repræsentanter fra virksomhederne, så vil det handle om, hvordan vi kommer videre.
Folketingsåret var knap skudt i gang, før der fra regeringens side blev præsenteret masser af initiativer. Det er godt. For hver gang vi sætter et hak på to do-listen for afbureaukratisering, er det fremdrift. Vi skal huske på, at det samfund, vi arbejder for at forbedre, er bygget på skuldrene af et stærkt erhvervsliv, der skaber arbejdspladser, vækst og sætter Danmark på verdenskortet.
Men selv stærke skuldre kan blive trætte, når byrden over tid bliver tungere.
I årtier er bureaukratiet vokset trods ambitioner om det modsatte. Forklaringen skal bl.a. findes i, at der altid vil være problemer uden løsning i et retssamfund som vores. Og dermed huller i lovgivningen, der skal lukkes.
Langt, langt de fleste regler er blevet til med de bedste intentioner, men summen bliver stor. Derfor har vi en opgave i at gøre status og rydde ud, så erhvervslivet igen kan fokusere på det, de gør bedst: at drive virksomhed og skabe vækst, der i sidste ende vil gavne os alle sammen.
Problemet er ikke den enkelte regel, men mængden af bureaukrati, der er vokset ud af proportioner. For når en virksomhedsejer sætter nøglen i låsen til virksomhedens lokaler for at rapportere, registrere og indberette til offentlige myndigheder, så går tiden fra noget andet.
Og det kan være flere timer hver eneste uge. Timer, som kunne bruges på at takke ja til flere opgaver, gøre produktionen grønnere eller udvikle forretningen.
De mange krav, der pålægges virksomhederne, kan måske føles små, hvis man betragter dem hver for sig. Men mange bække små gør en stor å. Især de små og mellemstore virksomheder rammes hårdt, fordi de typisk ikke har en hel compliance- eller juridisk afdeling siddende i baglokalerne til at navigere i de nye krav, der kommer fra EU og Christiansborg.
De små og mellemstore virksomheder bruger årligt over 49 mio. timer på bureaukrati, ifølge en analyse fra SMVdanmark. Det svarer til mere end 25.000 fuldtidsstillinger. Og selv om noget er nødvendigt, så er det for meget.
De første vigtige skridt til mindre bureaukrati handler om at sætte politiske mål. I SMV Danmark og Venstre er vi enige om, at en god målsætning for 2030 kunne være en 25 pct. reduktion af byrderne for erhvervslivet. Det står vi gerne ved, selvom al erfaring tilsiger, at det er svært.
Det er en illusion at tro, at vejen til mindre bureaukrati er snorlige og går fra A til B. Der skal sættes ind fra flere fronter. Alle ressortområder bør have fokus på, om der er regler, der kan ophæves, eller byrder, der kan lettes.
Så vi skal tage skridt i retning af mindre bureaukrati. Skridt, der kan vise sig at gøre en reel forskel, om de følgers til dørs. Staten har haft vokseværk i stillinger i de senere år, og regeringen har fokus på at trække modsat ved at fjerne opgaver, som svarer til 1000 stillinger til en start. Det er en begyndelse.
Hans Andersen blev, som Venstres finansordfører, formand for en parlamentarisk arbejdsgruppe under Folketingets Erhvervsudvalg, der for et år siden fik til opgave at undersøge, hvordan man kunne reducere de administrative byrder for erhvervslivet.
Her har erhvervsorganisationer som SMV Danmark leveret eksempler på administrative byrder, der med fordel kunne lempes. Der kom 164 forslag, som udvalget nøje vurderer. Det arbejde, som nu er i sin afsluttende fase, skal i den kommende tid munde ud i en beretning med konkrete anbefalinger til, hvordan vi kan lempe de administrative byrder for erhvervslivet.
Et andet godt eksempel er trafikminister Thomas Danielsen, som går efter at fjerne 40 pct. af lovene fra transportområdet. En masse forældet og overflødig lovgivning, som ikke tjener et relevant formål længere skæres væk. Fødevareminister Jacob Jensen arbejder også med at sanere i reglerne på sit område.
Forhåbentlig vil den parlamentariske arbejdsgruppes kommende anbefalinger og de gode eksempler fra transport- og fødevareministeren inspirere ministre på alle områder til opgør med unødvendigt bureaukrati.
Meget kan gøres fra Danmark for at mindske bureaukratiet. Men vi må også tage højde for betydningen af EU. For EU-regler giver rigtig god mening, når medlemslandene f.eks. bliver enige om regler om konkurrencevilkår og fri handel og bevægelighed inden for unionens rammer.
Gennem en målrettet indsats – både på Christiansborg, i regeringen, på de enkelte ministres ressortområder og i Bruxelles – så er det muligt at få bugt med bureaukratiet. Kampen skal fortsætte på alle fronter.
Læs resten af indlægget på Børsens hjemmeside (bag betalingsmur).