Så skete det, vi frygtede. Regeringen har indført restriktioner og givet anbefalinger, der igen presser dele af erhvervslivet meget voldsomt. Fx aflysninger af julefrokoster og lukning af nattelivet ved midnat. Især for oplevelsesbranchen var det nok det absolut værste, der kunne ske. De stod ellers over for en tiltrængt højsæson med julefrokoster og lignende arrangementer. Der var allerede tikket mange aflysninger ind, men nu ryger de sidste af festerne nok.
Men hvis sundhedseksperterne mener, at det er det rigtige at gøre, så skal der som minimum straks følge kompensation med. Vi kæmper nu for kompensationspakker, men de skal være bedre end dem, vi kender.
Fx skal det være muligt at sende sine medarbejdere hjem på lønkompensation i december til 100 pct. af lønnen. Og det bør ikke kun være en ordning for de formelt tvangslukkede virksomheder. Det bør være for alle virksomheder, der kan dokumentere et stort omsætningstab i december, fx julefrokostleverandøren, der lige nu har meget lidt at lave. Med de opsigelsesfrister vi har i Danmark, der er lønnen reelt en fast omkostning, når vi kun taler en måned frem, og derfor bør alle kunne bruge ordningen
Politikerne må huske, at de oprindelige pakker blev skabt i starten af corona-tiden, hvor virksomhederne havde økonomisk sul på kroppen, så de havde noget at tære på. Men det fedt er brugt op i de brancher, der nu rammes for tredje gang, især i restaurations- og eventbranchen. Derfor skal kompensationen dække 100 pct.