Vi er i fuld gang igen efter sommerferien, og vi ser ind i et travlt efterår. Vi har lanceret vores skatteudspil med navnet ”Lavere skatter – mere vækst”. Det navn er egentligt ret dækkende for, hvad vi vil. Udspillet indeholder en gennemarbejdet pallette af forslag, der skal reducere vores høje skatter og afgifter i Danmark. Fx foreslår vi en momsnedsættelse og en lavere selskabs- og virksomhedsskat. Vores beregninger viser, at hvis udspillet blev gennemført, vil det få over 25.000 flere i job. Og det er tiltrængt, at vi rusker op i regeringen, for dens ambitionsniveau, når det gælder vækst og arbejdspladser, er desværre ikke højt.
Corona-restriktioner og urimelige regler, der er skabt af corona-krisen, er desværre stadig en del af vores hverdag i SMVdanmark. Senest har vi råbt op om en vanvittig regel, der kan ramme dem, der har taget et rentefrit moms- eller skattelån. For laver man selv en lillebitte fejl, når man indberetter moms og skat til Skattestyrelsen, skal man straks betale hele sit lån tilbage. Selv banale småfejl som fx at overskride en frist eller glemme at sætte et kryds for at angive, at man ingen medarbejdere har, får hammeren til at falde. Det er helt ude af proportioner. Man kan måske allernådigst få en afbetalingsordning, men højst på 12 måneder og med en rente på over 8 pct. Vi arbejder benhårdt for, at den regel bliver fjernet.