Regeringen holder fast i, at når der kommer en co2-afgift, så skal nogle virksomheder – især cementproducenten Aalborg Portland - slippe billigere end andre. Også selv om, at når du kunstigt bevarer arbejdspladser ét sted, så forsvinder der bare mindst lige så mange arbejdspladser andre steder, fordi de mindre virksomheder skal betale mere i afgift. Det påviste de såkaldte økonomiske vismænd forleden.
Jeg ønsker ikke at lukke Aalborg Portland! Men dansk erhvervshistorie viser, at hvis man vil have et konkurrencedygtigt erhvervsliv, der sikrer vækst og arbejdspladser, så må man bøje sig for ændrede erhvervsvilkår. Vi havde også engang en stolt værftsindustri og en kæmpe tekstilproduktion i Danmark, men det kunne ikke betale sig.
Men dér hvor Lindøværftet lå, der ligger nu over 100 små virksomheder, der beskæftiger flere tusind medarbejdere, mange indenfor industri og maritime løsninger. Og på industri-ikonet Burmeister & Wains plads på Refshaleøen har et hav af eventmagere og kreative fag slået sig ned for ikke at tale om alle de koncerter og arrangementer, der foregår på stedet. Og selv om syersker i tusindvis blev arbejdsløse, da tekstilproduktionen flyttede til Asien i 70’erne, så opstod der mindst lige så mange – og langt mere lukrative – job inden for produktudvikling, salg og design af tøj.
Pointen er, at Danmark er blevet et velstående land fordi, at når forandringens vinde blæser, har vi aldrig bygget læhegn - vi har bygget vindmøller. Konkret og i overført betydning. Vi har tilpasset os og draget fordel af ændringerne.
Dansk erhvervsliv skal ikke være et museum med regeringen som kustode.
