Priseksplosionen på gas og el rammer alle selvstændige, men naturligvis især dem med et stort energiforbrug. Det er fx bageren med sine ovne, gartneriet med store opvarmede drivhuse eller industrivirksomheden, der skærer stålplader.
Så man kan roligt sige, at energikrisen er en erhvervskrise.
Men i dele af Danmark er der ekstra meget på spil. For energikrisen truer en livsnerve i de mindre landsamfund. Hvis den lokale købmand eller den lokale bager må kaste håndklædet i ringen, forsvinder nogle af de steder, hvor folk mødes, og som gør det attraktivt at bo i en lille by. Og krisen udfordrer også byens slagter, der sponserer den lokale fodboldklub, eller tøjbutikken, der altid tager lærlinge. Krisen truer dermed det erhvervsliv, der er limen i de små samfund.
Misforstå mig ikke – det er lige så hårdt at se sin energiregning 5-dobles i København som i små byer. Men hvis denne krise fører til konkurser, mærkes de samfundsmæssige konsekvenser bare hårdere i landområderne. En lukket virksomhed i en landsby risikerer aldrig at komme igen. Markedsgrundlaget ér bare svagere i de mindre byer end i de store. Og det kan forstærke den udvikling, nogen kalder et Danmark i ubalance.
Derfor skal politikerne på banen og hjælpe erhvervslivet. Især når man husker, at energimarkedet er så underlagt politisk indblanding, at det ikke kan kaldes et frit marked. Vi har brug for den hjælpende hånd, også selv om det koster penge på den korte bane. Ellers bliver det endnu dyrere på den lange bane, når ellers sunde virksomheder - især ude på landet - må give op.
