Over 20.000 ukrainske krigsflygtninge er på vej, og vi har en historisk chance for at hjælpe med andet og mere end beskyttelse. Vi har organiseret en Facebook-side, hvor dem med jobtilbud kan slå dem gratis op. Ligeledes kan ukrainere lægge cv ud og gøre opmærksom på sig selv. Linket er her: https://www.facebook.com/groups/arbejdetilukrainere. Det har været en stor succes, og på få dage har siden fået over 1.300 medlemmer.
Nu er det ikke alle nytilkomne ukrainere, der er klar til det danske arbejdsmarked fra dag 1. Men eksperterne er ret enige om, at mennesker, der har søgt tilflugt i et andet land, har brug for stabilitet og at føle, de gør nytte det nye sted. Når danske virksomheder samtidig har brug for arbejdskraft, vil det være tosset ikke at prøve at gøre begge parter glade.
Vær dog opmærksom på, at et jobmatch desværre må afvente det offentlige bureaukrati. Før ukrainerne må gå i gang med at arbejde, skal de have et cpr-nummer, og da der kun er 6 steder i Danmark, hvor de kan søge, og kapaciteten de steder er begrænset, er ventetiden lige nu på flere uger. Det er rigtigt ærgerligt, og vi presser på for, at reglerne bliver lempet eller i det mindste, at det går hurtigere i det bureaukratiske system.