Jakob Brandts leder 27. marts 2025

Et rigt butiksliv i hele landet er værd at kæmpe for.
Det bedste, vi alle kan gøre, hvis vi vil holde fast i vores lokale fysiske forretninger, det er at bruge dem. Drop Boozt.com og Amazon, og se om ikke din lokale tøjforretning, isenkræmmer eller legetøjsbutik har det, du står og mangler.

Jakob Brandt

Adm. direktør i SMVdanmark

Danmark har mistet 3.752 forretninger fra 2012 til 2022. Det svarer til, at omkring hver femte fysiske forretning er forsvundet i perioden. Det fremgår af en analyse fra os i SMVdanmark. Kun få kommuner har oplevet vækst i antallet af forretninger, mens vi i langt de fleste egne af landet har set en markant nedgang. Udviklingen sker både i landkommuner og i de større byer. Desværre.

Den helt primære forklaring er, at vores måde at handle på har ændret sig. Vi går på internettet, når vi vil købe en ny skjorte, skruetrækker eller skoletaske. Ofte gennem store internationale webshops.

Selvfølgelig er man som forbruger fri til at bruge sine penge, som man vil. Der hvor man synes, man får mest for dem. Og udviklingen har også været med til at skabe indtjeningsmuligheder for mange iværksættere med webshops og forståelse for, hvordan man skal bruge digitale medier til at skabe salg og vækst. Mange af dem er medlemmer hos os. Jeg under jer alle jeres succes.

Men en handelsgade med butikker, liv, fysisk interaktion mellem mennesker – det betyder stadig noget. Det tror jeg, de fleste danskere vil være enige i. Uanset om de bor i Frederikshavn, Fredericia, Frederiksværk eller på Frederiksberg. Fysiske forretninger skaber oplevelser. De tiltrækker turister. Og de skaber opgaver for lokale håndværkere og servicevirksomheder. Omvendt kan tomme butikslokaler, døde facader og handelsgader uden liv nemt blive en del af en negativ spiral, der suger livet ud af et lokalsamfund.

Det bedste, vi alle kan gøre, hvis vi vil holde fast i vores lokale fysiske forretninger, det er at bruge dem. Drop Boozt.com og Amazon, og se om ikke din lokale tøjforretning, isenkræmmer eller legetøjsbutik har det, du står og mangler.

Men det er bestemt også muligt for vores politikere at gøre en forskel. Både på rådhusene rundt omkring og på Christiansborg. Bedre parkeringsforhold, mere hensyntagen til erhvervsdrivende ved vejarbejde, lavere dækningsafgift og endnu flere tiltag der kan styrke turismen. Det er på listen over det, vi har arbejder for i SMVdanmark – og vi kæmper videre.

For et rigt butiksliv i hele landet er værd at kæmpe for.

Få masser af kontante fordele som medlem af SMVdanmark:

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Vil du have gode råd om stresshåndtering? Og fik du set webinaret om virksomhedstestamenter eller de..

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Som medlem af SMVdanmark sparer du 50% på prisen på dit carnet!

Tilbud & rabatter

Tilbud & rabatter

Som medlem af SMVdanmark har du adgang til en lang række fordele og rabatter. Klik dig ind på fordel..