Her inden sommerferien så småt begynder, kan vi se tilbage på et vildt 1. halvår. Halvåret bragte krig i Europa og en tilhørende flygtningestrøm samt eksploderende energi- og materialepriser. I skrivende stund har det været med til at presse inflationen i Danmark op på 7,4 pct. Efter et årti med prisstigninger, der kun i få år sneg sig op over 1 pct. i snit, føler man nærmest behov for at knibe sig i armen.
Men desværre kan vi nok ikke tørre sveden af panden og sige, at vi nu er ovre det værste. For meget tyder på, at situationen fortsætter efter sommerferien, og måske bliver den værre. Der er udsigt til faldende økonomisk vækst og beskæftigelse samtidig med en fortsat høj inflation. Det er noget, man bør udvise rettidig omhu over for. Både som leder og som virksomhedsejer.
For selv om hjulene stadig generelt kører fint i virksomhederne, er marginerne pressede, særligt i byggeriet og i fremstillingssektoren. Det øger risikoen for, at et økonomisk tilbageslag rammer hårdt, hvis virksomhederne ikke er tilstrækkeligt polstrede. Og hvis man samtidig har ansatte, der ser priserne stige med raketfart, vil man nok opleve, at presset for lønstigninger følger med.
Så der er ekstra grund til, at man nøje planlægger sit 2. halvår og er realistisk, når det gælder ens investeringer og satsninger.
Jeg vil dog alligevel ønske en god sommer og jeg håber, det er muligt at få ladet op, inden det for alvor går løs.