Jeg ved, det lyder meget dramatisk og voldsomt, men jeg mener faktisk, hvad der står her i overskriften. Jeg har i går, onsdag, været til en sikkerhedsbriefing i Udenrigsministeriet, for at blive orienteret om konsekvenserne af den tiltagende konflikt i Ukraine. Forventningen er, at konflikten ikke har toppet endnu, hvorfor yderligere økonomiske sanktioner mod Rusland er nært forestående. Med dette følger også en forventning om et modsvar fra Rusland.
Det kan desværre få direkte konsekvenser for selv små danske virksomheder. Også selv om man overhovedet ikke handler med Rusland eller Ukraine. Udenrigsministeriets frygt er, at hvis NATO skærper sanktionerne, så kan Rusland finde på at svare igen med cyberangreb mod både kritisk infrastruktur og private virksomheder. Det er derfor nu, du skal sikre din virksomhed! Hvis det går som frygtet, vil hackerangreb ikke længere være rettet mod de virksomheder, hvor der er penge at hente. De kan være rettet mod alle virksomheder, uanset størrelse, for at gøre så megen skade som muligt på europæisk økonomi. Og her er lette mål at foretrække for dem, der sidder ved tasterne.
Nedenfor har jeg linket til gode råd og anvisninger til, hvad du gør konkret. Få det gjort allerede nu!
En del af sanktionerne EU har indført er, at ingen virksomheder må handle med virksomheder, som sanktionerede navngivne russere er ejere eller medejere af. Denne liste er allerede lang, og vil formentlig blive meget længere snart. Det er afgørende, af disse sanktioner overholdes. Men for en mindre virksomhed kan det være næsten uoverskueligt at skulle tjekke ejerkredsen bag alle virksomhedens kontrakter.
SMVdanmark har derfor efterlyst et overskueligt opslagsværk administreret af myndighederne, så det bliver nemt for mindre virksomheder at se, hvem de må handle med, og hvem de ikke må handle med.
Vi kommer også til at arbejde for, at der bliver kompensation og hjælp til hårdt ramte virksomheder. Det vil kun være fair. Mere om det senere.