Reglerne giver den enkelte kommune lov til selv at vælge en ordning for benyttelse af deres genbrugspladser: Det kan være en abonnementsordning med betaling for en periode ad gangen, eksempelvis på baggrund af antal køretøjer, ansatte og/eller branche. En anden mulighed er klippekort, hvor der betales per gang.
Udfordringen ligger i prisniveauet og administrationen af de enkelte ordninger – både for kommunen og virksomheden. Betaling en gang om året giver mindre administration og kan være en fordel for en virksomhed med meget affald, men er til gengæld dyrt for en virksomhed, der ikke har tilsvarende mængder affald. Den enkelte virksomhed skal vurdere, hvilken løsning der vil være mest optimal i forhold til at bruge den kommunale genbrugsplads eller som alternativ vælge en privat løsning.
En klippekortsordning kan blive dyrere i administration, eksempelvis hvor man på nogle genbrugspladser skal bruge kuponer. Disse kuponer skal først købes og tilsendes og derefter afleveres på genbrugspladser, hvor der også skal være en ansat til at tage imod disse.
Andre steder løser man dette ved at affotografere nummerpladen og derefter sende en regning til dem, der har besøgt pladsen med et erhvervskøretøj. Dette giver et minimum af administration, men kan måske opfattes som overvågning og kan give anledning til snyd, da virksomheder blot kan aflevere affald i privatindregistrerede køretøjer. Desuden er der ikke løsninger på, hvorvidt man kan få sendt en opkrævning til udenlandsk indregistrerede køretøjer.