SMVdanmark har været dybt involveret i processen om det nye erhvervsfremmesystem, og dette arbejde har endnu engang båret frugt. Den nye rammeaftale for erhvervshusene indeholder således flere af vores ønsker, herunder ikke mindst at erhvervshusenes service også skal fokusere på at øge produktiviteten hos driftsfokuserede virksomheder, og at der kommer tiltag for faglærte iværksættere. Det offentlige erhvervsfremmesystem vil fra 2019 forbedre rammevilkårene for at drive virksomhed ved at sørge for de rette vejledningstilbud, der kan øge produktiviteten og fremme konkurrenceevnen. Nye erhvervshuse i hele landet skal nu tilbyde specialiseret vejledning til alle virksomheder, der har behov for det.
Ny offentlig online portal med hjælp til virksomhedernes udvikling: Virksomhedsguiden.dk
SMVdanmark har i et udviklingsforum arbejdet tæt sammen med Erhvervsstyrelsen for at sikre, at den nye digitale platform for erhvervsfremme på www.virksomhedsguiden.dk målrettes vores medlemsvirksomheders behov. Der er fokus på virksomhedsdrift, og ikke kun vækst, samt fokus på etablerede virksomhedsejere, og ikke kun potentielle iværksættere. Derudover skal der løbende arbejdes på, at søgefunktioner tilrettes den enkelte bruger, så virksomhederne oplever kun at få relevant information.