SMVdanmarks 10 bud: Mindre bøvl, mere virksomhed

Danske SMV’er bruger alt for mange ressourcer på regler, dokumentation og kontrol i stedet for at investere i udvikling, innovation og jobskabelse. Når byrderne vokser, svækkes både produktiviteten og konkurrenceevnen – for virksomhederne og for Danmark.

Derfor er der behov for et markant politisk kursskifte med klare mål, tydeligt ansvar og en systematisk oprydning i regelmængden. 

SMV’erne bruger årligt 49 mio. timer på bureaukratiske byrder, som i stedet kunne være anvendt på vækst og udvikling. Byrderne vokser fortsat, og alene i 2024 steg de regulatoriske omkostninger med 10 mia. kr. ifølge Erhvervsministeriet. Den voksende regelmængde svækker produktiviteten og konkurrenceevnen i Danmark og EU. 

Landdistrikterne lever af, at der findes stærke lokale virksomheder, som skaber arbejdspladser, service og hverdagsliv. Når SMV’erne trives uden for de store byer, bliver det lettere at bo, blive boende og udvikle lokalsamfund. Skal Danmark være mere balanceret, kræver det en erhvervspolitik, der også gør det attraktivt at investere og producere i land- og yderkommuner. 

Uden SMV’erne går landdistrikterne i stå. Det er de små og mellemstore virksomheder, der skaber arbejdspladser, sikrer lokal service og holder sammen på lokalsamfundene – og netop gør det muligt at leve og arbejde uden for de største byer. Vækst og jobskabelse er koncentreret om de større byer. Løfter vi SMV’erne i landdistrikterne, skaber vi et mere balanceret Danmark med jævn bosætning i både land og by. 

En erhvervspolitik med fokus på små og mellemstore virksomheder er borgernær, fordi den skaber lokale arbejdspladser, service og hverdagsliv dér, hvor mennesker bor. Når SMV’erne styrkes, bliver det lettere at bosætte sig og at blive boende uden for de store byer, hvilket mindsker den geografiske skævhed mellem land og by. Hvis vi skal løfte landdistrikterne, kræver det den rette kombination af borger- og erhvervsrettet politik. 

Tillid mellem virksomheder og myndigheder er en forudsætning for et velfungerende samfund og en stærk velfærdsmodel. Når virksomheder mødes af uigennemsigtige afgørelser, lange sagsbehandlingstider og oplevelsen af mistillid, skader det både samarbejdet og viljen til at investere og skabe vækst. Der er behov for et reelt kursskifte, hvor retssikkerhed, proportionalitet og bedre dialog kommer før kontrol. 

Der er opstået en alvorlig tillidskrise mellem virksomheder og myndigheder, som truer fundamentet under den danske velfærdsmodel. Retssikkerhedsanalysen 2025 viser, at kun halvdelen af virksomhederne oplever høj retssikkerhed – et markant fald siden 2023. SMVdanmarks egen analyse viser, at mange virksomheder oplever nedladende tone, intimidering og uretfærdig behandling.

Problemet skyldes ikke enkeltsager, men strukturelle forhold: voksende regelmængde, lange sagsbehandlingstider, uigennemskuelige afgørelser og uforholdsmæssige sanktioner. 

Sene betalinger er ikke en bagatel for små virksomheder, og det kan være forskellen på overskud og overtræk. Når betalingsfrister trækkes urimeligt langt, tvinges SMV’er til at finansiere større kunder og i praksis tage kreditrisikoen. En klar, fælles ramme for betalingsfrister handler om fair vilkår, sund likviditet og en betalingskultur, der ikke skubber regningen nedad i værdikæden. 

Betalingsfrister og sene betalinger presser små virksomheder. En forsinket betaling er ikke bare et tal i et regneark; det kan betyde overtræk for at betale løn, udskudte investeringer og i værste fald konkurs. Vi ville aldrig acceptere, at lønmodtagere først fik deres penge efter 60, 90 eller 120 dage, men det er vilkårene for mange SMV’er. 

Små og mellemstore virksomheder lever af at levere varer og ydelser og ikke af at finansiere deres kunder. SMV’er skal ikke være bank for store kunder. Alligevel kan store virksomheder og offentlige myndigheder presse betalingsfristerne urimeligt langt. Lange frister tvinger små virksomheder til at finansiere deres kunders drift. Det er en strukturel skævhed, der svækker likviditeten og øger konkursrisikoen, og når virksomheder må lukke, rammer det ikke kun ejere og ansatte, men også samfundet. I sidste ende kan det blive skatteyderne, der betaler prisen. 

Derfor bør den samme klare 30-dages betalingsfrist, som gælder i det offentlige, også gælde i det private. I praksis overholdes 30-dages fristen desværre alt for ofte ikke i det offentlige. Dét understreger blot behovet for tydelige regler, der også håndhæves i praksis. Klare og ens regler styrker fair konkurrence. 

Det vil skabe klarhed og ensartethed på tværs af brancher og mellem det offentlige og private. Det modvirker magtasymmetrien ved at begrænse større virksomheders mulighed for at presse mindre leverandører. Det styrker SMV’ernes likviditet og dermed vækstmuligheder. Det forebygger en dominoeffekt af forsinkede betalinger. Og det styrker betalingskulturen, idet en lovpligtig 30-dages frist vil sende et klart signal om, at rettidig betaling forventes. 

Et frivilligt kodeks for bedre betalingskultur er afprøvet uden succes. Problemet er strukturelt og kræver bindende regler, der kan håndhæves og sanktioneres i praksis. 

I 2023 foreslog EU-Kommissionen strammere regler, som skulle sikre bedre betalingskultur, og Europa-Parlamentet har tilsluttet sig disse grundprincipper. Men lande som Danmark har blokeret i EU’s Ministerråd for, at denne lovgivning bevæger sig videre. Det vil formentlig tage en årrække, før EU-lovgivningen ændres. Vi behøver derfor en ændring af de danske regler. 

Hvis vi vil have flere til at starte virksomhed og flere SMV’er til at investere i vækst, skal det kunne betale sig at skabe overskud og geninvestere det. En målrettet lettelse af selskabsskatten kan give små og mellemstore virksomheder bedre mulighed for at udvikle produkter, ansætte medarbejdere og styrke konkurrencekraften, og uden at det kræver en generel og meget dyr skattelettelse for alle. 

Selskabsskatten i Danmark er i dag 22 procent for alle virksomheder.

Når regler og praksis varierer fra kommune til kommune, bliver retssikkerheden svagere, og borgernes muligheder afhænger af postnummer. En mere ensartet og professionel behandling af førtidspensionssager kan skabe større forudsigelighed og bedre kvalitet i afgørelserne.

Samling hos én national myndighed kan reducere forskelle og give et mere sammenhængende system. 

Mange SMV’er oplever mangel på arbejdskraft, og internationale medarbejdere er allerede en vigtig del af væksten i dansk økonomi. Men ordninger og krav kan gøre rekruttering unødigt svær – særligt for mindre virksomheder. Hvis Danmark skal fastholde konkurrenceevne og sikre bemanding, kræver det færre bureaukratiske benspænd og lige adgang til ordninger på tværs af virksomhedsstørrelser. 

Internationale medarbejdere er en uvurderlig del af dansk erhvervsliv, også i SMV’erne. En stor andel af de senere års vækst i dansk økonomi kan tilskrives bidraget fra internationale medarbejdere. De udfylder kritiske funktioner i både produktionsvirksomheder, bygge- og anlægsbranchen, serviceerhverv og vidensintensive brancher – og bidrager direkte til at holde hjulene i gang i en tid med historisk lav ledighed. 

Selvom behovet er stort, møder særligt små og mellemstore virksomheder barrierer i adgangen til internationale rekrutteringsordninger. Kravene kan være administrative, økonomiske eller strukturelle – og rammer ofte de mindre virksomheder hårdest. Det betyder i praksis, at store virksomheder har lettere adgang til globale talenter, mens mindre virksomheder – som udgør rygraden i dansk erhvervsliv – mødes af begrænsninger, der svækker deres konkurrenceevne. 

Danmark får brug for flere faglærte, og det kræver, at flere unge ser erhvervsuddannelser som et attraktivt førstevalg. Det handler både om økonomiske incitamenter, tydelig anerkendelse og et varigt kvalitetsløft i uddannelserne og praktikmulighederne. Med de rette greb kan vi styrke rekrutteringen til de fag, der får samfundet til at fungere i praksis. 

Offentlige indkøb er ikke bare administration. Det er aktiv erhvervspolitik både nationalt og europæisk. Hvert år anvender EU’s medlemsstater omkring 14 procent af BNP på offentlige indkøb. Når udbud i praksis favoriserer store aktører gennem store kontrakter, tunge krav og ensidigt fokus på laveste pris, mister vi både konkurrence og innovationskraft. Et mere SMV-venligt udbudssystem kan give flere tilbudsgivere, bedre kvalitet og større værdi for skatteborgerne. 

Alligevel viser både europæiske analyser og SMVdanmarks nyeste kortlægning af kommunernes SMV-venlighed, at systemet i praksis ofte fungerer bedre for de største aktører end for de små og mellemstore virksomheder, som ellers udgør 99 procent af virksomhederne i EU. Mange udbud samles i store kontrakter, kravene bliver tunge, og laveste pris får lov at dominere. Resultatet er færre tilbudsgivere, mindre konkurrence og lavere innovationskraft. 

Bygge- og anlægssektoren er central for Danmarks økonomi og for de fysiske rammer, vi alle lever og arbejder i. Men når ansvar og regulering er spredt på tværs af mange ministerier, bliver styring og prioriteringer fragmenterede, og gode intentioner kan ende som benspænd. En mere samlet politisk ledelse kan skabe tydelig retning, enklere indgang for erhvervet og bedre koordinering – også i mødet med EU-regler. 

Bygge- og anlægssektoren er Danmarks fjerdestørste med knap 200.000 beskæftigede og en omsætning omkring 370 mia. kr., men det politiske fokus på sektoren er alt for begrænset og fragmenteret, fordi det politiske ansvar ikke er entydigt. 

Bygge- og anlægssektoren står for en tredjedel af Danmarks samlede CO2-udledning, 33 procent af det samlede materialeforbrug, 24 procent af det samlede energiforbrug og 40 procent af den samlede affaldsmængde i Danmark. Sektoren har som hovedopgave at skabe Danmarks fysiske rammer: de gode og funktionelle boliger, børnehaverne, produktionsfaciliteterne, kontorer og infrastrukturen. I den opgave skal imidlertid indtænkes hensyn til klima, biodiversitet, ressourceforbrug, æstetik samt by- og landdistriktsudvikling. Og det er her faldgruberne opstår, for de hensyn kan hurtigt blive modsatrettede. 

Udfordringen er, at sektoren i dag reguleres på tværs af i hvert fald syv ministerier uden en tydelig overordnet koordinering. Strategier og handlingsplaner for sektorens samfundsbidrag risikerer at falde mellem flere stole. Det samme gør fortolkningen af de mange EU-regler, som sektoren står overfor med bl.a. Bygningsdirektivet og Energieffektivitetsdirektivet. Initiativer bliver pludselig til benspænd frem for synergieffekter, der ellers ville følge af tydeligere koordinering.